Den første inspiration til et spændende år i plantagen fik jeg på generalforsamlingen i Økologisk Landsforening i begyndelsen af marts med faglige indlæg og erfaringsudveksling med kolleger.
2013 blev en god humlebi sæson, som mine børnebørn og jeg indledte den 20. april med en fangst på 27 humlebi dronninger. Sæsonen sluttede 3 uger senere med indfangning af i alt 64 humlebi dronninger.

I solbær plantagen oplevede jeg i begyndelsen af maj, at alt for mange af blomsterne på solbær buskene faldt af. Dette skyldtes manglende bestøvning og desværre var det første kuld larver fra de indfangede humlebi dronninger endnu ikke udviklet til arbejdere. Den 9. august kunne vi høste frugten af alle vore anstrengelser. Solbærhøsten blev faktisk rigtig god med et udbytte på næsten 6 tons. Det bliver til mange flasker solbærsaft med masser af C-vitamin.

I efteråret påbegyndte vi bygning af et “Insekt Hotel”, som jeg er spændt på hvad især bierne siger til. Jeg har store forhåbninger! Mere om dette i “Årets gang i plantagen – 2014”.